KatNet tekstarkiv

[ tilbage ]

Guld til Anker Jørgensen på Danmarks Smukkeste


Tidligere statsminister Anker Jørgensen blev 85 år i juli måned. Ved festivalen sidste år blev en flok danske kunstnere enige om at hylde ham ved at udgive en CD med 16 sange fra Arbejdersangbogen, og denne CD har solgt mere end 20.000 eksemplarer. Normalt er det kunstnerne, der modtager en guldplade, hvis der sælges et vist antal plader, men denne gang tilfalder guldpladen den tidligere leder af Socialdemokratiet. Guldpladen blev i torsdags overrakt Anker Jørgensen på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.
Anker Jørgensen blev efter overrækkelsen kørt en tur rundt på festivalpladsen, beskyttet af et par unge piger med plastikmaskinpistoler, hvilket fik Anker Jørgensen til at bemærke, at sidst han havde rørt et sådant våben, var som frihedskæmper under besættelsen og da var de ægte.
Det var formand for festivalen, Kirsten Hansen, der overrakte guldpladen, og Anker Jørgensen kvitterede ved at byde på en øl under bøgetræerne.

[bogo-12082007-148] [ tilbage ]


dot-domain.dk - internetleverandør til KatNet